Gå til hovedindhold
  • Nyhederarrow-right-1
  • God kemi og løbende information har banet vejen for vækst hos MTO electric A/S i Vejle

God kemi og løbende information har banet vejen for vækst hos MTO electric A/S i Vejle

MTO electric A/S i Vejle har været erhvervskunde i Spar Nord Vejle siden 2019. Handelsvirksomheden blev etableret i 2001 og ejes af Michael Johansen og Mads A. Velbæk, og de to direktører oplever at have fundet en lokal bank med samme agilitet og værdisæt i forhold til rådgivning og kunderelationer.

5654 Vejle · Nyhedsrummet · MTO Electrics · 1

Tilbage i 2007 blev det første spadestik taget på en erhvervet grund på 9.500 m² på Stiftsvej i Vejle Nord, hvor MTO electric året efter kunne taget et nyt, moderne og velindrettet domicil på 2500 m² i brug. Det gav plads til den ønskede vækst, men det gav anledning til en anden og uventet problemstilling, da de blev rådgivet af deres daværende bank til at optage et renteswap-lån for at finansiere byggeriet.

- På trods af vores egne ønsker om et fastforrentet lån, blev vi desværre overbevist om at optage et renteswap-lån. Da vi flyttede ind i december 2008, var den amerikanske bank- og finanskoncern Lehmann Brothers kort tid forinden krakket, og den verdensomspændende finanskrise var en realitet. Det stod hurtigt klart for os, at finansieringen af det nye domicil både ville blive en mere bekostelig og vanskelig affære, end vi var blevet stillet i udsigt, da vi ikke kunne tage vores lån hjem og refinansiere det, fortæller direktør Michael Johansen.

- Af den grund indledte vi dialog med andre banker, men det blev først i 2019, at vi endelig fik mulighed for at skifte bank, da vi fandt et pengeinstitut, der var villig til at hjælpe os ud af renteswap-lånet. I den periode var renterne lave, så vi betalte os ud af swap-lånet og lagde det om til en kassekredit med en forholdsvis lav rente, så vi i dag har en lang større frihed hos Spar Nord, forklarer direktør Michael Johansen.

En større gensidig forståelse
I bankskiftet til Spar Nord var det også helt afgørende for MTO electric, at der var meget større forståelse for forretningen og ønsket om at skabe yderligere vækst. Klog af skade gav det også anledning til at intensivere informationsudvekslingen med banken.

- Kemien med vores to rådgivere, kundechef Daniel Sørensen og erhvervschef Jesper Bay Rasmussen fra Spar Nord Vejle, er meget, meget bedre. Vi oplever en meget større forståelse for vores situation og udfordringer, end vi har oplevet tidligere. Vi er blevet præsenteret for gode løsninger og har fået omlagt vores økonomi, så vi har mere frie rammer til at opbygge og videreudvikle vores forretning, fortæller direktør Mads A. Velbæk.

I samarbejdet har MTO electric taget ansvar for at forbedre samarbejdet ved at skrue op for den løbende månedlige finansielle afrapportering, så Spar Nord altid kan følge med i udviklingen og likviditeten, og det betyder en stor gensidig forståelse og villighed til at handle hurtigt, når det er påkrævet.   

- Det handler selvfølgelig både om, at vi kan vise, at det er muligt at stille sikkerhed, men i høj grad også om at styrke tilliden. Vi gør en indsats for at opbygge og bevare den tillid ved at være meget åbne, om alt vi gør. Ved hjælp af den månedlige rapportering omkring vores økonomiske udvikling, så ved vores rådgiver besked om, hvor vi er henne, siger Mads A. Velbæk.

Særligt i modgangstider ser de to direktører god grund til på forhånd at have opbygget gode informationsveje og relationer til banken:

- Hvis det en dag kniber, så ved vi også, at det er muligt at indgå en aftale med Spar Nord, uden at vores bogholder skal bruge en forfærdelig masse tid på det, da banken i forvejen kender til vores situation og muligheder. I de her tider har vi for eksempel brug for at have en masse varer på lager, da leveringssituationen er ustabil, og har derfor bundet en hel del likviditet i forhold til normalt, forklarer Michael Johansen.

Lige børn leger bedst
Travlheden hos MTO Electric er stigende, og det skyldes ifølge de to direktører særligt virksomhedens måde at behandle kunderne på:

- Vi er agile og fleksible, og vi bilder os i hvert fald ind, at vi er nemme at handle med. Vi gør meget ud af at lave kundetilpasning. Vi sætter os ind i kundernes behov for at finde de bedste løsninger for dem. Derfor tager vi ud til dem for at se, hvordan de bruger de ting, som vi producerer til dem. På den baggrund kan vi bedre hjælpe dem med at optimere og levere et tilpasset produkt, og det binder os tættere sammen med kunderne, når de oplever, at vi investerer tid i dem, men også kan spare dem både tid og penge. Vi passer godt på de kunder, som vi har, og bruger de gode kunderelationer til at udbygge samarbejdet med dem, siger Mads A. Velbæk.

Derfor mener Michael Johansen og Mads A. Velbæk, at den gamle frase om, at ”lige børn leger bedst” passer rigtig godt på deres samarbejde med Spar Nord.

- Vi oplever, at beslutninger kan tages lokalt i Spar Nord Vejle. Det er en klar fordel, at banken er agil og fleksibel på samme måde, som vi er over for vores kunder. De er hele tiden klar til at gå med, der hvor vi gerne vil hen i forhold til virksomhedens strategiske udvikling. Vi vender tingene, blandt andet på et årsmøde, hvor vi forbereder hinanden på, hvad der kommer til at ske. Det er en klar fordel, at vi er på samme side, hvis der skal træffes hurtige beslutninger. Det er absolut nødvendigt, at vi ikke fortæller om vores dispositioner på bagkant, og der overhovedet ikke kommer nogle overraskelser, slutter de to direktører.

Dermed er vejen banet for yderligere vækst på rejsen, og resultatet ser ud til at tage MTO electric til nye højder i 2022, hvor Spar Nord Vejle glæder sig over at være ”legekammerater” og betroede rådgivere for en sund og stærk virksomhed.  

Om MTO electric
Handelsvirksomheden MTO electric A/S i Vejle handler med produkter fra producenter af el-komponenter og kapslinger. De får lavet mange kundetilpassede løsninger med hjælp fra leverandører og har en egenproduktion, hvor der laves mindre løsninger, der supplerer de forhandlede varer. Medarbejderstaben tæller 36 personer, svarende til 29 fuldtidsansatte. 

Publiceret d.
3. februar 2023