Gå til hovedindhold

ColoQuick Cycling modtager 75.000 kr. til gadeløb i Skive

Spar Nord Fonden kunne glædeligt overrække en donation på 75.000 kroner til støtte af Fondens gadeløb, et begivenhedsrigt arrangement arrangeret af ColoQuick Cycling, der løb af stablen d. 11. august.

6437 Skive · Nyhedsrummet · Donation · Coloquick

En donation og et samarbejde der markerer en hyldest til cykelsporten og dens lokale engagement, der har været en konstant kilde til stolthed for både Spar Nord Fonden, Spar Nord Skive og ColoQuick Cycling.

Der kunne således ikke spores andet end smil og glade dage, da souschef Niels Henrik Kjeldgaard og erhvervskundechef Per Bang Ryberg fra Spar Nord Skive kunne overrække en donation på 75.000 kroner på vegne af Spar Nord Fonden til ColoQuick Cycling.

Spar Nord Fondens gadeløb fandt sted d. 11. august kl. 19.00 i hjertet af Skive. I feltet befandt sig en vaskeægte cykelstjerne, Tour de France-etapevinderen Mads Pedersen fra Lidl-Trek, der accepterede invitationen til at deltage i løbet. Det lokale cykelhold Team ColoQuick var arrangør af løbet, der begyndte og sluttede på Rådhustorvet midt i Skive. Glæde og spænding fyldte gaderne og særligt midtbyen, som var fyldt med engagerede tilskuere.

- Som lokalbank er vi meget stolte over, at vi, på vegne af Spar Nord Fonden, kan være med til at støtte op om et fantastisk arrangement, der i stort omfang samler lokalsamfundet omkring cykelsporten og fællesskabets værdier. ColoQuick Cycling og Spar Nord Fonden sørgede for en dag fyldt med højt humør og spændende cykelmomenter, fortæller Niels Henrik Kjeldgaard, souschef i Spar Nord Skive.

Siden 2015 har ColoQuick Cycling med enestående dedikation fungeret som en vital talentfabrik inden for dansk cykelsport. Resultaterne taler for sig selv, med 12 ryttere, der er rykket op til den professionelle scene siden 2019, inklusive intet mindre end den dobbelte Tour de France-vinder Jonas Vingegaard.

Publiceret d.
25. august 2023